20 Oktober

At finde min plads og min vej

Skrevet af 

Jeg var til et live-foredrag med Carolina Bjørk i Århus (tilbage i april). Jeg var aftenen før lidt nervøs omkring parkeringen og hvor jeg skulle hen - kender ikke Århus særlig godt. Sov også dårligt og uroligt. Sådan har jeg det ofte, når jeg skal parkere steder jeg ikke kender.

Næste morgen - jeg kom af sted i fin tid.

På motorvejen havde jeg en noget voldsom oplevelse. Jeg kører i overhalingsbanen og har godt set, at der bliver bremset let længere henne af vejen, men tænker egentlig bare, at det er bare let opbremsning for at holde afstand i overhalingsbanen. Men et splitsekund senere blinker bilen i den anden vejbane med sit katastrofeblink og det går op for mig, at trafikken står næsten stille, de er nede at køre 40-50 km/t. og i det sekund må jeg op og simpelthen stå på bremsen og jeg letter fra sædet for at kunne bremse hårdt nok og ABS'en slår til og larmer også. Jeg får heldigvis bremset i tide og der er ingen tæt på mig bag ved, så da jeg har bremset, slår jeg også katastrofeblinket til.

Jeg var forskrækket bagefter og hele min krop rystede og jeg havde voldsom hjertebanken. Kørte selvfølgelig videre og sad og bevidst rystede kroppen for at "ryste" oplevelsen af mig. Og sad og tænkte hvad nu hvis og hvad nu hvis..... føj da.

 

At finde min vej

At-finde-en-plads-Anette-Schack

Da jeg kommer til Århus og skal finde stedet og en p-plads, er jeg egentlig ret glad for at jeg er i god tid og gps'en aka 

Gipsy siger, at der kun er et par minutters kørsel tilbage. Men så begynder en farce, vil jeg næsten sige, med at finde ind til stedet og en p-plads i nærheden - der er nemlig massiv vejarbejde og spærrede veje. Og det kan Gipsy ikke finde ud af... Så jeg prøver at køre lige ud i stedet for at dreje, Gipsy siger vend om og tag den vej. Jeg prøver at køre til højre og lidt længere væk for at Gipsy skal finde en anden vej ind, men nej, jeg kan se at den kun kender den ene vej derhen, så jeg holder ind flere gange og må kigge på kortet på gps'en og du ved, siger til mig selv, kør ligeud, tag næste vej til højre og så kan jeg så ikke huske længere, og jeg må stoppe igen og kigge på kortet, okay - jeg skal bare finde den sideløbende vej og så kan jeg køre lige derhen, men jeg kan på kortet ikke se, hvad der er ensrettet veje, så hver gang jeg kører et lille stykke og tænker at nu kan jeg dreje herned, så kan jeg ikke og må køre lidt videre, indtil jeg kan stoppe igen og tiden går bare.

Jeg kører i ring næsten og rundt på de samme veje for at finde en anden vej, og begynder faktisk at tænke, at jeg bare må opgive det foredrag og at jeg ikke formår at finde derhen. Men tænker fanme nej, jeg har betalt næsten 500 kr. for det foredrag, og de penge skal sgu ikke gå til spilde. Jeg overvejer at ringe til min kæreste, for at få hans hjælp, men hvad kan han hjælpe med på afstand og der er ikke gps i bilen, så han kan jo ikke se hvor jeg er og guide mig på den måde og han er også på kursus, så det kan jeg heller ikke. Møder en taxa og overvejer at stille bilen og få ham til at køre mig derhen i taxa. Kører forbi flere unge og tænker, de må sgu da vide det og gad vide om jeg kan få en af dem til at vise mig vej eller måske endda sætte sig ind i bilen og være co-driver, og gad vide hvad de skal have af penge for det, men nej min stædighed kommer op og nej, jeg vil selv og nej jeg vil ikke spørge om hjælp.

Jeg får næsten tårer i øjnene, eller det passer ikke - jeg får tårer i øjnene og er næsten ved at overgive mig til gråd og opgivelse. Jeg kører og kommer tættere og tættere på, synes jeg, men nej - jeg kan bare ikke køre i den retning jeg gerne vil, så til sidst overgiver jeg mig til Gipsys anvisninger igen og kører ud på hovedvejen igen og må se om jeg den vej fra, kan komme ind til p-pladsen og tiden går og klokken er 10 og foredraget starter nu, dvs. jeg har kørt rundt i 40 min. eller noget i den stil. Jeg kan heller ikke finde ud af om den oplevelse på motorvejen, har rystet mig så meget at jeg ikke er i stand til at tænke klart og rationelt, selvom jeg prøver mit bedste - jeg er bare ikke særlig god til at køre og finde vej samtidigt.

finde ind til sig selv

Jeg hader at komme for sent, hader at skulle brase ind og det så er startet.

Jeg er bedst til lige at skulle lande, nå på toilettet og finde en god plads og komme på plads. Jeg er ude på hovedvejen igen, og der står trafikken næsten stille pga. vejarbejdet. Jeg kører forbi den berygtede vej, som Gipsy vil have mig ned af, men som er afspærret og hen til næste vej, som jeg kører ned af og endelig formår Gipsy at lede mig hen til p-pladsen uden at ville have mig tilbage til den anden vej og jeg kører derhen på 2 min.

 

At passe på mig selv og lytte til intuitionen

Får parkeret, heldigvis spotter jeg en plads lige da jeg kører ind, så nu går det hurtigt - og op på 3. sal. Heldigvis møder jeg et toilet inden foredragslokalet og normalt ville jeg bare have skyndt mig ind til foredraget. Men med så fyldt en blære, vil jeg ikke kunne koncentrere mig alligevel og jeg vidste ikke om vi fik pauser og hvornår det evt. ville være, så jeg tager en hurtig beslutning og heldigvis den rigtige - jeg øver mig i at passe på mig og lytte til intuitionen. Det er rart lige at kunne sidde på toilettet og trække vejret dybt og bagefter kunne kigge mig selv i spejlet og smile og tænke nu er jeg her.

Jeg går rolig ind til foredraget, det er startet og jeg ser at der er en plads oppe på forreste række i midten - der har jeg ikke lyst til at sidde. Det vil forstyrre for meget at gå derop og jeg ville ikke føle mig godt tilpas ved at sidde deroppe, så heldigvis står der klapstole nede ved døren, som jeg hurtigt stiller op til mig. Og er nu i stand til at lytte.

Mere om foredraget i et andet blogindlæg måske. Der er en ting, jeg tænker over - og det er hvad har jeg gjort hele mit liv og hvad er jeg god til naturligt, hvad er min genizone - jeg er god til at lytte til folks problemer og komme med forslag (mentoring og coaching), komme med nye ideer til hvordan tingene kan gøre og strukturere ting.

 Da jeg kører hjem, får jeg et sug i maven, hver gang jeg ser røde bremselygter på motorvejen - der er langt hjem så. Men jeg får faktisk tænkt, reflekteret og analyseret en del over den farce med at finde p-pladsen og hele det forløb på de 40 min., og det var derfor jeg havde brug for at beskrive og dele hele forløbet. For hvad nu hvis p-pladsen er mit mål, mit livsformål eller det at starte op som selvstændig. Er gps'en så mit hoved eller min intuition? Leder og leder jeg efter den forkerte vej? Kommer min stædighed i vejen? Skal jeg spørge mere om hjælp? Hjælp fra folk, der rent faktisk kan hjælpe mig. Og hvad med overgivelsen, følelsen af frygt og afmagt? Er jeg på rette vej, kører jeg i forkert retning, hvad er rigtigt og forkert, hvem kan jeg stole på? Ja, der er mange tanker. Og jeg føler mig ikke færdig med at tænke eller måske heller ikke klar til at dele endnu. Og hvad med chokket fra motorvejen, hvad skulle det til for og hvad symboliserer det? Hvor er jeg i det her?

 

 Selvhealing

Healing finder altid vejDa jeg skal sove, kommer der mange tanker om hvad der kunne være sket på motorvejen og jeg bliver faktisk lidt overvældet af frygt. Og tænker, at det har jeg ikke lyst til at falde i søvn med.

Jeg lægger mine hænder på min krop og begynder på selvhealing, men kan også mærke at jeg ikke er stærk nok alene og vælger at bede om hjælp fra mine skytsengle, og mærker en massiv varme og healing med det samme. Og falder ret hurtigt i søvn under healingen og er tryg ved, at jeg ved at healing altid finder vejen. Kan huske at jeg tænker lige inden jeg falder i søvn, at de bare kan klare det hele i min krop, nu hvor de er så massivt i gang.

 

Læst 302 gange Senest ændret Onsdag, 12 November 2014 17:20

Del med en ven

Submit to FacebookSubmit to Google PlusSubmit to Twitter
Mere i denne kategori: « Behov for mad og søvn