Personlig udvikling

Personlig udvikling (2)

Jeg var til et live-foredrag med Carolina Bjørk i Århus (tilbage i april). Jeg var aftenen før lidt nervøs omkring parkeringen og hvor jeg skulle hen - kender ikke Århus særlig godt. Sov også dårligt og uroligt. Sådan har jeg det ofte, når jeg skal parkere steder jeg ikke kender.

Næste morgen - jeg kom af sted i fin tid.

På motorvejen havde jeg en noget voldsom oplevelse. Jeg kører i overhalingsbanen og har godt set, at der bliver bremset let længere henne af vejen, men tænker egentlig bare, at det er bare let opbremsning for at holde afstand i overhalingsbanen. Men et splitsekund senere blinker bilen i den anden vejbane med sit katastrofeblink og det går op for mig, at trafikken står næsten stille, de er nede at køre 40-50 km/t. og i det sekund må jeg op og simpelthen stå på bremsen og jeg letter fra sædet for at kunne bremse hårdt nok og ABS'en slår til og larmer også. Jeg får heldigvis bremset i tide og der er ingen tæt på mig bag ved, så da jeg har bremset, slår jeg også katastrofeblinket til.

Jeg var forskrækket bagefter og hele min krop rystede og jeg havde voldsom hjertebanken. Kørte selvfølgelig videre og sad og bevidst rystede kroppen for at "ryste" oplevelsen af mig. Og sad og tænkte hvad nu hvis og hvad nu hvis..... føj da.

 

At finde min vej

At-finde-en-plads-Anette-Schack

Da jeg kommer til Århus og skal finde stedet og en p-plads, er jeg egentlig ret glad for at jeg er i god tid og gps'en aka 

Gipsy siger, at der kun er et par minutters kørsel tilbage. Men så begynder en farce, vil jeg næsten sige, med at finde ind til stedet og en p-plads i nærheden - der er nemlig massiv vejarbejde og spærrede veje. Og det kan Gipsy ikke finde ud af... Så jeg prøver at køre lige ud i stedet for at dreje, Gipsy siger vend om og tag den vej. Jeg prøver at køre til højre og lidt længere væk for at Gipsy skal finde en anden vej ind, men nej, jeg kan se at den kun kender den ene vej derhen, så jeg holder ind flere gange og må kigge på kortet på gps'en og du ved, siger til mig selv, kør ligeud, tag næste vej til højre og så kan jeg så ikke huske længere, og jeg må stoppe igen og kigge på kortet, okay - jeg skal bare finde den sideløbende vej og så kan jeg køre lige derhen, men jeg kan på kortet ikke se, hvad der er ensrettet veje, så hver gang jeg kører et lille stykke og tænker at nu kan jeg dreje herned, så kan jeg ikke og må køre lidt videre, indtil jeg kan stoppe igen og tiden går bare.

Del med en ven

Submit to FacebookSubmit to Google PlusSubmit to Twitter

 

Mit madindtag stiger med min søvnmangel. Det er ganske sikkert og vist, at når jeg ikke får min nattesøvn eller ikke har sovet godt, så er jeg konstant sulten. Og der er et eller andet med mig og sult - jeg kan ikke have det.

Jeg får nyhedsbreve fra Enneagram eksperten Michael Groser og har været til begge hans gratis foredrag og der findes 3 instinkter, mit er redebygger instinktet, hvor "fokus er på at samle forråd, sikre at reden er behagelig og sikker, samt at forudse eventuelle trusler mod egen eller familiensvelbefindende." Og i det læser jeg i hvert fald, at det er vigtigt for mig at vide hvornår næste måltid er og jeg kan kun nikke genkendende til de øvrige ord i hans beskrivelse af instinkterne (og typerne for den sags skyld). 

Jeg har prøvet faste som en del af et forløb - det triggede et eller andet i mig, det at føle sult på den måde, så det var ikke en succes. Men det var faktisk ret interessant at opleve og gav stof til eftertanke.

Behov for mad og søvn

Og når jeg kører hjem fra en morgenvagt og som oftest er megasulten, så får jeg lyst til fransk hotdog. Og så er det jeg bare siger - drive-in pølsevogn. Hvorfor er der ikke nogen, der har opfundet det? Der er drive-in bager, drive-in fast food, drive-in bank, så jeg forstår ikke hvorfor drive-in pølsevogn ikke er et hit. Værsgod, en forretningside til fri afbenyttelse.

Del med en ven

Submit to FacebookSubmit to Google PlusSubmit to Twitter