06 November

Fjernhealing virker

Udgivet i Spiritualitet


I livet er der op- og nedture, jeg havde en lille nedtur for en uges tid siden. Jeg skrev derfor i en lille gruppe på Facebook, som jeg er medlem af, fordi jeg vidste at jeg kunne få støtte der blandt ligesindede. Bare det at skrive det ned til at andre kunne læse det, gjorde meget for mig og allerede der skete der en healing. Og da de så kærligt tilbød fjernhealing, blev jeg glad og taknemmelig. Jeg gik i seng, healede mig selv, imens jeg også fik fjernhealing og sov rigtig godt.

Næste dag lyttede jeg til et webinar med fjernhealing og efterfølgende lyttede jeg også til en del af optagelsen af webinaret, og om aftenen deltog jeg i en Facebookbegivenhed med fjernhealing. Så jeg har modtaget fjernhealing fra en del kærlige mennesker i et døgns tid. Og mit humør var vendt efter første omgang fjernhealing og jeg havde fundet fred med en svær beslutning, der skulle tages den dag. Og om aftenen efter det døgn med fjernhealing, følte jeg en forelskelse i mig selv og i min kæreste – en dejlig følelse at gå i seng med. Så fjernhealing virker.

 kærlighed og healing

 

Spørg om hjælp


Det viser sig jo ofte, at når man deler noget personligt, så er der mange der kan genkende sig selv i det og kender alt til at stå med de samme følelser. Så selvom det kan være sårbart og svært, at være sårbar online, så kan det også være givende og helende, både for dig selv og for dem, du deler det med. Man tror, at man er alene og det er man sjældent. Følelsernes er sjælens sprog – det synes jeg egentlig er meget smukt formuleret og der ligger en stor sandhed bag det for mig.

Der ligger også en stor styrke i at række ud og bede om hjælp. Vi skal ikke klare alting selv og det er okay at få hjælp.

Tvivl kan også betyde vent – tvivlen kommer ikke altid fra frygten, men også fordi tiden bare ikke er rigtig lige på det tidspunkt. Alting sker, fordi vi har brug for den læring og lektie i lige præcis den situation. Det er så vigtigt, at arbejde med de ting, vi kan gøre noget ved og så acceptere det vi ikke kan ændre ved. Og så vær med det.

 Accept af tingenes tilstand

 

Du kan altid påvirke omstændighederne og dine omgivelser med den måde, som du vælger at møde dem på. Du har ALTID et valg.

 

Jeg var til et live-foredrag med Carolina Bjørk i Århus (tilbage i april). Jeg var aftenen før lidt nervøs omkring parkeringen og hvor jeg skulle hen - kender ikke Århus særlig godt. Sov også dårligt og uroligt. Sådan har jeg det ofte, når jeg skal parkere steder jeg ikke kender.

Næste morgen - jeg kom af sted i fin tid.

På motorvejen havde jeg en noget voldsom oplevelse. Jeg kører i overhalingsbanen og har godt set, at der bliver bremset let længere henne af vejen, men tænker egentlig bare, at det er bare let opbremsning for at holde afstand i overhalingsbanen. Men et splitsekund senere blinker bilen i den anden vejbane med sit katastrofeblink og det går op for mig, at trafikken står næsten stille, de er nede at køre 40-50 km/t. og i det sekund må jeg op og simpelthen stå på bremsen og jeg letter fra sædet for at kunne bremse hårdt nok og ABS'en slår til og larmer også. Jeg får heldigvis bremset i tide og der er ingen tæt på mig bag ved, så da jeg har bremset, slår jeg også katastrofeblinket til.

Jeg var forskrækket bagefter og hele min krop rystede og jeg havde voldsom hjertebanken. Kørte selvfølgelig videre og sad og bevidst rystede kroppen for at "ryste" oplevelsen af mig. Og sad og tænkte hvad nu hvis og hvad nu hvis..... føj da.

 

At finde min vej

At-finde-en-plads-Anette-Schack

Da jeg kommer til Århus og skal finde stedet og en p-plads, er jeg egentlig ret glad for at jeg er i god tid og gps'en aka 

Gipsy siger, at der kun er et par minutters kørsel tilbage. Men så begynder en farce, vil jeg næsten sige, med at finde ind til stedet og en p-plads i nærheden - der er nemlig massiv vejarbejde og spærrede veje. Og det kan Gipsy ikke finde ud af... Så jeg prøver at køre lige ud i stedet for at dreje, Gipsy siger vend om og tag den vej. Jeg prøver at køre til højre og lidt længere væk for at Gipsy skal finde en anden vej ind, men nej, jeg kan se at den kun kender den ene vej derhen, så jeg holder ind flere gange og må kigge på kortet på gps'en og du ved, siger til mig selv, kør ligeud, tag næste vej til højre og så kan jeg så ikke huske længere, og jeg må stoppe igen og kigge på kortet, okay - jeg skal bare finde den sideløbende vej og så kan jeg køre lige derhen, men jeg kan på kortet ikke se, hvad der er ensrettet veje, så hver gang jeg kører et lille stykke og tænker at nu kan jeg dreje herned, så kan jeg ikke og må køre lidt videre, indtil jeg kan stoppe igen og tiden går bare.